fredag den 14. maj 2010

Første såning

Så er vi kommet på den anden side af konfirmationen, og der er igen blevet tid til at komme i urtehaven. Der er ganske vist stadig koldt, men mon ikke det bliver forår en dag.
Jeg har fået spredt det hestemøg, min datter leverede, og min mand har fræst det ned. Der er lige en enkelt række jordbær, der trænger til en grundig rengøring, men ellers ser det rimelig overkommelig ud. Jeg har fået sat løg, og fået begyndt at så lidt. Mandag var det "bladdag" ifølge Maria Thun, så der fik jeg sået bladbede.
Jeg troede egentlig jeg havde indkøbt de frø jeg skal bruge, men blev alligevel fristet i Føtex af nogle sjove frø. Bl.a. lilla bønner og noget der hed manggold. Ligner bladbede men med helt orange stængel. De så meget flotte ud. Det er jo altid flot med nogle farver på. Jeg er også sikker på det øger appetitten at servere et måltid med masser af farver. Jeg købte også en pose gulerodsfrø i forskellige farver, velvidende at det er de helt normale orange der smager bedst.